Det grå guld

Det havde jeg godt nok ikke forestillet mig at jeg skulle skrive om. Det grå guld og senior politik.

Jeg ved faktisk heller ikke rigtig om jeg gider – men emnet er begyndt at dukke op i mit hoved – og hen over middagsbordet med venner, der ligesom jeg, nærmer mig 50 eller deromkring..

Forleden dag gjorde min datter mig venligt opmærksom på, at man nu lagde mærke til de grå hår – og ’skal du ikke se at få gjort noget ved det?!’.

Næ – det skal jeg ikke. Jeg er ligeglad med grå hår – synes faktisk at det er PÆNT med grå hår! Basta.

Men det er begyndt at gå op for mig, at arbejdsmarkedet ikke er særlig venligt indstillet overfor mennesker, der nærmer sig årene op til en pensionsalder.

Der skal kæmpes om pladserne – med og mod de unge og meget dygtige mennesker UANSET om du er 45, 50, 55 eller 60 år.

Og jeg kan forstå, at det ikke er særlig smart at melde ud, at man ønsker at træde ned eller til siden for at give plads til næste generation. At man – hvis man gør det – får sparket eller bliver anset for at være dement. At ledelserne i de danske virksomheder ikke anerkender, at mennesker bliver trætte af at kæmpe i frontline og godt kunne tænke sig at gøre nytte på et andet niveau i virksomhederne.

Næ nej – så er man gammel og uduelig og så kan man ligeså godt stoppe helt.

Hvis nu ledelserne i virksomhederne gjorde noget ud af at forklare de unge og dygtige, at det er OK at blive gammel (og grå) i en virksomhed, og hvis ledelserne ville værdsætte den kompetence som en VOKSEN (senior) nødvendigvis har oparbejdet igennem årerne – ja så kunne det jo ende med at vi, der er omkring de 50 kan begynde at glæde os til at blive gamle på arbejdsmarkedet.

I takt med mængden af grå hår stiger mit ambitionsniveau i hvert fald. Så arbejdsmarkedet kan bare vente sig – jeg finder mig ikke i at blive dumpet. Jeg nægter..

Kærlig hilsen Det grå guld og en senior-politikker to-be

Klip fra Dronning Margrethes nytårstale 2010

…) det er nærmest et krav at holde sig ikke blot ungdommelig, men ung i ti, tyve år længere, end man egentlig er det. Vores tid er blevet ungdomsfikseret. Det er både godt og skidt.

Vi beundrer dem, der holder sig unge hele livet, vi gør det næsten til en dyd i sig selv, som om årene ingen spor må sætte sig, den dyrt vundne erfaring ikke må komme til udtryk. Det er måske noget af det, som er med til at gøre vores – i øvrigt spændende nutid – så forjaget.

Erfaring er en værdifuld bagage, som også de unge skal kunne glæde sig over og glæde sig til.