Derfor maler jeg - en hyldest til malekurset på Heimdal

Jeg er så heldig at bo i nærheden af Kræftens Bekæmpelses hus Heimdal i Århus.

Stedet indeholder – udover rådgivning til kræftramte og deres familier – mange andre aktiviteter, heriblandt et malekursus.

Jeg har aldrig malet før, og da jeg tog mod til mig og begyndte at komme i huset, mødte jeg en flok mennesker, der udover at skabe stor og personlig kunst, formår at holde humøret højt, modtager udfordrende undervisning og behandler hinanden med respekt.

Efter de første par gange – hvor jeg blev opfordret til at smaske noget papir til med alle de farver, som jeg overhovedet havde lyst til – var jeg solgt. Vi, eleverne, får opgaver, hvis vi ønsker det. Eller vi kan bare stå og male det vi har lyst til – så længe vi har lyst. Vi kan komme flere dage om ugen eller springe helt over. Vi kan deltage meget i det hele, i få aktiviteter eller slet ikke. Der er frit valg.

Og der er noget terapeutisk i at male på Heimdal. Tiden står stille eller går hurtigt, når jeg maler.

Tankerne flyver – og jeg har opdaget, at jeg, mens jeg står og maler, ikke tænker på sygdom eller død. Dvs. nogen gange, når jeg er tynd i huden, kan jeg blive meget berørt af en farve, et motiv, et ord fra en af de andre, som sætter følelserne i gang. Enkelte gange har jeg været på toilettet for at græde, men ofte er det sådan, at de andre, helt instinktivt, forstår at jeg er følsom – og spørger til det eller lader mig være i fred. Og af en eller anden grund kommer jeg ofte til at male bryster ind i mit billede – måske fordi jeg selv har mistet et bryst.

Endnu har jeg ikke produceret mange malerier, men det er jeg ligeglad med for det er ikke kun det, der tæller. 

For mig er det vigtigt at vi smiler og griner meget og at vi bruger humor, når vi taler sammen om stort og småt. 

Vi snakker diagnoser – lidt – engang i mellem, men behøver ikke at sige så meget, for vi VED jo hvordan hinanden har det.

Det er min fornemmelse, at vi har alle gjort os tanker om livet, døden og alt det midt i mellem; vennerne, livet, maden, kunsten osv. Det snakker vi selvfølgelig om, når vi holder pauser.

Jeg oplever styrke blandt mine malekolleger trods stor forskellighed i både livsindstilling og alder. Der er meget håb blandt deltagerne på malekurset – og tro på fremtiden, selvom nogle har en alvorlig diagnose med sig. Holdet har været på højskole og for nylig en tur i Barcelona for at se på kunst. Vi ser forskellige kunstudstillinger, holder værkstedsmøder og julefrokost. Jeg er helt sikker på, at vi nok skal komme i tanke om noget mere kunst, som vi skal udforske i fremtiden.

Derfor maler jeg...

Det grå guld

Det havde jeg godt nok ikke forestillet mig at jeg skulle skrive om. Det grå guld og senior politik.

Jeg ved faktisk heller ikke rigtig om jeg gider – men emnet er begyndt at dukke op i mit hoved – og hen over middagsbordet med venner, der ligesom jeg, nærmer mig 50 eller deromkring..

Forleden dag gjorde min datter mig venligt opmærksom på, at man nu lagde mærke til de grå hår – og ’skal du ikke se at få gjort noget ved det?!’.

Næ – det skal jeg ikke. Jeg er ligeglad med grå hår – synes faktisk at det er PÆNT med grå hår! Basta.

Men det er begyndt at gå op for mig, at arbejdsmarkedet ikke er særlig venligt indstillet overfor mennesker, der nærmer sig årene op til en pensionsalder.

Der skal kæmpes om pladserne – med og mod de unge og meget dygtige mennesker UANSET om du er 45, 50, 55 eller 60 år.

Og jeg kan forstå, at det ikke er særlig smart at melde ud, at man ønsker at træde ned eller til siden for at give plads til næste generation. At man – hvis man gør det – får sparket eller bliver anset for at være dement. At ledelserne i de danske virksomheder ikke anerkender, at mennesker bliver trætte af at kæmpe i frontline og godt kunne tænke sig at gøre nytte på et andet niveau i virksomhederne.

Næ nej – så er man gammel og uduelig og så kan man ligeså godt stoppe helt.

Hvis nu ledelserne i virksomhederne gjorde noget ud af at forklare de unge og dygtige, at det er OK at blive gammel (og grå) i en virksomhed, og hvis ledelserne ville værdsætte den kompetence som en VOKSEN (senior) nødvendigvis har oparbejdet igennem årerne – ja så kunne det jo ende med at vi, der er omkring de 50 kan begynde at glæde os til at blive gamle på arbejdsmarkedet.

I takt med mængden af grå hår stiger mit ambitionsniveau i hvert fald. Så arbejdsmarkedet kan bare vente sig – jeg finder mig ikke i at blive dumpet. Jeg nægter..

Kærlig hilsen Det grå guld og en senior-politikker to-be

Klip fra Dronning Margrethes nytårstale 2010

…) det er nærmest et krav at holde sig ikke blot ungdommelig, men ung i ti, tyve år længere, end man egentlig er det. Vores tid er blevet ungdomsfikseret. Det er både godt og skidt.

Vi beundrer dem, der holder sig unge hele livet, vi gør det næsten til en dyd i sig selv, som om årene ingen spor må sætte sig, den dyrt vundne erfaring ikke må komme til udtryk. Det er måske noget af det, som er med til at gøre vores – i øvrigt spændende nutid – så forjaget.

Erfaring er en værdifuld bagage, som også de unge skal kunne glæde sig over og glæde sig til.

Vold eller ikke vold?

Ja – så fik vi også det ind på livet – volden.

Min søn snubler over et andet barn i en styret leg i 5. klasse. Det andet barn reagerer voldsomt tilbage med et spark i kategorien cirkelspark – mod min søns ansigt. Min søn når at parere med sin hånd – og brækker hånden.

Skolen er MEGET tilbageholdende med at gøre noget ved episoden. De stiller spørgsmålstegn ved, om det nu også er så alvorligt og om det overhovedet er nødvendigt at kontakte den voldsomme drengs forældre. 

Pludselig synes klasselæren at min søn også er noget urolig – og måske var det egentlig hans egen skyld?

Drenge slås – jeg ved det godt - og det giver knubs – det ved jeg også godt. Men et målrettet spark mod ansigtet?!

Eller er det ikke vold? Hvad er det så?

Jeg er forvirret..