mandag den 25. februar 2013

Det skal nok lykkes - det hele!

Det er simpelthen så pinligt at have en blog og ikke skrive på den i lang lang tid...

Vejen til h... er brolagt med dårlige undskyldninger - I know - men jeg HAR altså masser af undskyldninger.

Som nogle af jer ved, blev jeg opereret for brystkræft i maj 2009. Siden har jeg været igennem adskillige operationer og jeg har nu ca. 1 m ar på min krop (ved godt, at det er latterligt at måle sådan noget - men noget skal jeg jo give mig til .-)).

Nogle af operationerne har været frivillige, andre nødvendige.. Specielt de frivillige (som har været udført fordelt over de seneste 14 måneder) har været en udfordring og jeg er desværre endt med kroniske nerveskader, der har gjort mit liv til en udfordring (sådan sagt på nordjysk)!

Og den eneste grund til, at jeg kastede mig ud i disse frivillige operationer var bare, at jeg så gerne ville have mine bryster tilbage.. For hver gang jeg så mig selv i spejlet, blev jeg forskrækket over det kæmpe ar, som jeg havde hen over brystet - det så bare IKKE godt ud..

Så jeg drømte om nyt bryst/nye bryster, og var selvfølgelig godt klar over, at de ikke ville blive HELT perfekte som dem i reklamerne. DET kunne jeg vældig godt leve med!

Men ak - nu har jeg 1,5 bryst tilbage og en h... masse smerter.

Heldigvis går det den rigtige vej. Jeg kan nu løfte en indkøbspose fra indkøbsvogn til bilen og fra bilen til køkkenet. Jeg kan gå mellem 3-5 km. hver dag uden at blive så træt, at jeg må sove 1,5 time bagefter.  Jeg kan springe en middagslur over og først falde omkuld kl. 21. Jeg kan støvsuge stuen den ene dag og gøre brusekabinen ren den næste. Jeg er ikke så gnaven mere! Jeg kan lave mad!

Jeg har fået lyst til at få job igen - jeg trænger til at arbejde igen, lære nyt - møde mennesker, bruge hovedet på andet end sygdom og smerter, grine og være så meget i overskud, at jeg kan være noget for andre.

Det skal nok lykkes - det hele!

Kh Anne-Louise







Follow my blog with Bloglovin