Det er stort - det bliver stort! Barnet (den lille voksne) GLÆDER sig helt vildt - og vi andre er også ved at komme godt og grundigt i fest-humør. Alt er klart - vi mangler ganske få detaljer og dem ordner vi 'i morgen'.
Jeg har lært rigtigt meget af den sidste tid. Ja - faktisk af de sidste år. Bl.a. ALDRIG at udsætte noget, som kan gøres eller siges i dag.
Derfor sætter jeg 'i morgen' i citationstegn. Jeg udsætter normalt ikke noget, hvis jeg kan undgå det. Jeg ved jo, hvor hårfin grænsen mellem nu og fremtid er. Måske kan vi ikke ordne det 'i morgen', så derfor arbejder jeg meget med at være og gøre NU.
Vi (min mand og jeg) knoklede igennem i weekenden med diverse til konfirmationen. Søndag aften blev vi færdige! Vi havde planlagt en kæreste-tur torsdag/fredag i denne uge og derfor ville vi have alt klart til festen på søndag inden turen til København.
Desværre snublede jeg over ingenting i mandags mens jeg kiggede op efter en fugl, der sang så smukt - og brækkede min ankel. Så nu kommer vi ikke afsted, men vi er klar alligevel til festen - fordi jeg ikke har udsat noget.
.JPG)
Det er en fed fornemmelse - trods alt.
Normalt (læs: for 3 år siden) ville jeg tøve, når jeg læser om nogen i avisen eller på nettet og i den forbindelse tænker, at 'det vil jeg godt snakke med vedkommende om'. Normalt ville jeg tænke, at hende kan jeg ringe til 'i morgen' eller en anden dag.
Det er jeg holdt op med - jeg ringer med det samme eller sender en mail og spørger om jeg må ringe.
Jeg er også holdt op med at læse det, jeg skriver igen og igen inden jeg sender det. Afsted ryger det. Afsted, siger jeg til mig selv i mit hoved. Det er nu!
Det eneste tidspunkt, hvor jeg 'holder på mig selv' er, når jeg bliver sur og gal. Så tænker jeg mig om og venter lidt. Ellers er det altså slut med at vente..
Tik tak tik tak - tiden går..
