Undervejs i mit 'sygdomsforløb' har jeg, de sidste 5 år, været på UTALLIGE kurser i smertehåndtering, deltaget i meditations-forskningsprojekter, healing-test-forsøg, musik-terapi, hjernetræning, Chi-gong kurser, kunstterapi, kost-kurser og mange andre spændende ting, som jeg KUN er blevet klogere af (og også lidt træt - for der er godt nok meget at forholde sig til..).
Rigtig meget har jeg glemt igen, da jeg stadig ikke kan huske/koncentrere mig særlig godt efter kemo for snart 5 år siden.
Dog er der særligt 1 ting, der har sat sig godt og grundigt fast - nemlig 10-finger systemet. Jeg har skrevet om det før. Jeg brugte systemet, da jeg gik på arbejde - og det var ualmindelig stressende at se, hvordan fingrene forsvandt og hvordan der næsten ikke var nogen tilbage, da jeg endelig kom hjem..
Nu er jeg holdt op med at arbejde (og det er en kæmpe kamel at sluge, kan jeg hilse og sige..)
Fordi jeg ikke kan holde til at lave så meget mere (fysisk - og til dels også i mit hoved), er jeg nødt til at tænke mig grundigt om - hver eneste dag! Hvad kan jeg klare at lave i dag? Støvsuge? Købe ind? Drikke kaffe med bedste veninden? 1 ting eller måske 2? Har jeg brug for en lang lur? Skal jeg løbe i aften (så skal middagsluren være lang..)?
Det er her, de 10 fingre kommer ind i billedet.
Jeg kigger på mine fingre hver morgen og ser alle mine ressourcer for i dag. Så begynder jeg at tælle ned. Støvsuge hele huset = 2 fingre væk. Købe ind = 2 fingre væk. Nu er der 6 fingre tilbage.. Kaffe-date = 1 finger væk. Osv..
Jeg skal have 4-5 fingre tilbage, når min mand og børn kommer hjem, ellers er jeg alt for slatten. Og det kan jeg jo ikke være bekendt!
Det virker ret godt at bruge dette system. Jeg kan disponere over min energi. Så jeg prøver at huske at bruge det hver dag, både for min egen skyld - men sandelig også for min families skyld.
Omgivelserne tror måske nok, at jeg er tosset, at jeg sådan tæller på fingre.
Det er jeg nok også, på en måde. Men jeg er 'bare' kronisk smertepatient - og det kan man jo ikke se på mig.
Men det er en helt anden problematik, som jeg helt sikkert vender tilbage til.
Kh Anne-Louise
