Lyt til din krop

Da jeg fik konstateret brystkræft i maj 2009 lovede jeg mig selv flere ting. Bl.a. ville jeg lære noget af den kæmpe krise, som jeg blev kastet ud i og jeg ville også blive bedre til at lytte til mig selv - og reagere på de signaler, som jeg får fra min krop - hurtigt.

Måske har I læst min tidligere indlæg om min brystoperation? Hvis ja - så vil I vide, at det var en ordentlig omgang.

Det er nu lige knap 1 måned siden, jeg lagde mig under kyndige lægers hænder. Belært af tidligere operationserfaringer (jeg er opereret ialt 6 gange på 2,5 år), burde det nu gå den rigtige vej med færre smerter og mindre ubehag, nattesøvn og større bevægelighed.

Men men men..

Jeg har det som om jeg går med en brændende tennisbold i mit nye bryst. Jeg vil ikke trætte jer med for mange deltaljer - men AV AV AV for f..., hvor det er træls.

Da jeg blev sendt hjem fra afdelingen, fik jeg en seddel med, som fortalte om kapselskrumpning og i sidste uge sagde min krop til mig, at det er det, der er galt.

Jeg ringede fluks (jeg har jo lovet mig selv at reagere hurtigt) til afdelingen og fik en noget vranten sygeplejerske i røret. Kun fordi jeg insisterede (!!!), fik jeg lov at komme og ganske rigtigt, det ER kapselskrumpning. Det betyder at bindevævet strammer om protesen, som skrumper og i værste fald flytter sig mere end planlagt (ud under armhulen fx).

Så nu går jeg her og tripper. Faktisk er jeg ved at være godt træt. Der sker ikke så meget. Ansvaret er åbenbart mit eget, så min mand Klaus og jeg forsøger at massere og skubbe til brystet i håb om at bindevævet slipper sit voldsomme tag.

Hvis ikke, ja så må jeg en tur på operationsbordet igen...

Her ser I billeder af en protese. Den er faktisk blød og lækker og vil under normale omstændigheder falde til og ligne et 'normalt' bryst. Det gad jeg godt at den gjorde i mit nye bryst (som er lavet af muskel og væv omme fra min ryg. Har jeg iøvrigt fortalt at jeg har ialt ca.100 cm. ar på min krop?).