den store dag nærmer sig!

Den 'store' dag nærmer sig.

Den 14. maj!

Præcis kl. 12 vil jeg ryste, måske græde, kaste op og mindes de rædselsfulde minutter/timer/dage, hvor jeg fik at vide, at den knude i mit bryst var noget RIGTIG LORT.

Det er på den dato nøjagtig 5 år siden..

Solen skinnede og foråret havde lige bidt sig fast. Jeg sagde til min makker på arbejde, at jeg lige skulle et smut til lægen kl. 12 og var retur senest kl. 14.

Jeg kom faktisk aldrig tilbage til mit arbejde. Hele verden stod stille - solen skinnede fortsat - men jeg så det bare ikke.

Lægen måtte lave en ekstra ultralyd - jeg nægtede at forstå, hvad han sagde og påstod, at han var en stor løgner. Sygeplejersken så bange ud, for jeg var klar til at slå ham ned.

Vores børns læge boede lige ovenpå, så jeg kravlede op til hende og sad i venteværelset dér og græd 1 times tid.

Bagefter kørte jeg hjem og spiste en rugbrød - eller noget.

Jeg kan huske, at jeg blev grebet af en mærkelig handletrang og kl. 15 havde jeg lavet en aftale med et hospital om en biopsi samme dag kl. 18. Jeg kørte selv derned - skreg hele vejen i bilen og kørte hjem igen - stadig skrigende..

Min mand passede børnene, og da de var puttet, besvimede jeg faktisk lidt.

Den dag - den 14. maj 2009 - var starten på et sandt mareridt, der varede i næsten 3 år.

Hukommelsen har været lammet i tiden derefter - og jeg kan ikke huske så meget. Dog begynder der at dukke mere og mere op i takt med, at jeg slapper mere af.

Jeg er stadig bange og ked, men nu er det forår! Der er gået 5 år og jeg lever. Hold da op hvor jeg lever!

HURAAAAAAAAAAAAAAAAAAA!

Kykeliiilikyyyy - goodbye påske

Det var så den påske. Sjældent har jeg oplevet, at ferien er gået så hurtigt. Eller har jeg?!

Den første halvdel af ferien gik med at 'komme mig'. Det er SINDSYGT hårdt at være på arbejde, selvom jeg har den sødeste, mest forstående og tålmodige arbejdsgiver. Faktisk kan jeg næsten ikke hænge sammen efter 7-8 timer på job, og så er der ikke mange 'fingre' tilbage, når jeg kommer hjem.

Jeg må hellere forklare det med fingrene (et system, som jeg har lært af et par entusiastiske medarbejdere på Aarhus Sundhedcenter/Smertekursus).

Hver morgen kigger jeg på mine 10 fingre = den mængde energi, som jeg har til rådighed på en dag. Det handler om at disponere disse 10 fingre. Når jeg går på arbejde, så er der ca. 2-3 fingre tilbage, som jeg skal fordele på mand, børn, mad, indkøb, sport, meditation, yoga, læsning, hygge, veninder eller lign.

Det er faktisk ret umuligt.

De fleste ressourcer bruger jeg altså på andet end min 'sygdom' (som ingen kan se, at jeg har) og så kan jeg knap få resten af livet til at hænge sammen.

Så når jeg kommer til ferie og helligdage, bruger jeg mindst halvdelen på at ligge brak og forsøge at komme mig.

Det er ret uholdbart i længden. Men jeg vil jo så f... gerne være som jeg var. En arbejdsbi, som helst skulle have næring ude og med masser af overskud, når jeg kom hjem. Det er desværre slut :-(.

Så jeg er faktisk ked af, at påsken er slut - for jeg er lige ved at komme til hægterne igen.

Kykeliiiikkyyyy - goodbye påskeferie.

God påske!

Jeg håber, at du/I/vi finder en masse fred, påskeæg, skønne sammenkomster, nye begyndelser, venskaber - og får masser af solskin i påskeugen.

Min ferie går med et par familiebesøg.

Det ene er hos Frederik, min skønne nevø, der bor på Sølund i Skanderborg sammen med andre handicappede. Vi skal spise en masse pizza og se tegnefilm. Det plejer at være så hyggeligt.

Frederik elsker at få besøg - specielt af mine 2 børn. Vi andre må også gerne komme. Heldigvis.

Nogle gange kan jeg lokke Frederik med ud og rulle en tur - andre gange sidder vi og læser lidt eller spiller UNO. Tiden står stille og jeg kommer heeeeelt ned i gear.

Kh Anne-Louise