Derfor maler jeg - en hyldest til malekurset på Heimdal

Jeg er så heldig at bo i nærheden af Kræftens Bekæmpelses hus Heimdal i Århus.

Stedet indeholder – udover rådgivning til kræftramte og deres familier – mange andre aktiviteter, heriblandt et malekursus.

Jeg har aldrig malet før, og da jeg tog mod til mig og begyndte at komme i huset, mødte jeg en flok mennesker, der udover at skabe stor og personlig kunst, formår at holde humøret højt, modtager udfordrende undervisning og behandler hinanden med respekt.

Efter de første par gange – hvor jeg blev opfordret til at smaske noget papir til med alle de farver, som jeg overhovedet havde lyst til – var jeg solgt. Vi, eleverne, får opgaver, hvis vi ønsker det. Eller vi kan bare stå og male det vi har lyst til – så længe vi har lyst. Vi kan komme flere dage om ugen eller springe helt over. Vi kan deltage meget i det hele, i få aktiviteter eller slet ikke. Der er frit valg.

Og der er noget terapeutisk i at male på Heimdal. Tiden står stille eller går hurtigt, når jeg maler.

Tankerne flyver – og jeg har opdaget, at jeg, mens jeg står og maler, ikke tænker på sygdom eller død. Dvs. nogen gange, når jeg er tynd i huden, kan jeg blive meget berørt af en farve, et motiv, et ord fra en af de andre, som sætter følelserne i gang. Enkelte gange har jeg været på toilettet for at græde, men ofte er det sådan, at de andre, helt instinktivt, forstår at jeg er følsom – og spørger til det eller lader mig være i fred. Og af en eller anden grund kommer jeg ofte til at male bryster ind i mit billede – måske fordi jeg selv har mistet et bryst.

Endnu har jeg ikke produceret mange malerier, men det er jeg ligeglad med for det er ikke kun det, der tæller. 

For mig er det vigtigt at vi smiler og griner meget og at vi bruger humor, når vi taler sammen om stort og småt. 

Vi snakker diagnoser – lidt – engang i mellem, men behøver ikke at sige så meget, for vi VED jo hvordan hinanden har det.

Det er min fornemmelse, at vi har alle gjort os tanker om livet, døden og alt det midt i mellem; vennerne, livet, maden, kunsten osv. Det snakker vi selvfølgelig om, når vi holder pauser.

Jeg oplever styrke blandt mine malekolleger trods stor forskellighed i både livsindstilling og alder. Der er meget håb blandt deltagerne på malekurset – og tro på fremtiden, selvom nogle har en alvorlig diagnose med sig. Holdet har været på højskole og for nylig en tur i Barcelona for at se på kunst. Vi ser forskellige kunstudstillinger, holder værkstedsmøder og julefrokost. Jeg er helt sikker på, at vi nok skal komme i tanke om noget mere kunst, som vi skal udforske i fremtiden.

Derfor maler jeg...