En bisættelse - og en masse aktivitet

I morgen er der bisættelse. Et barn fra min datters klasse har mistet sin far og nu skal familie, venner og bekendte sige farvel. Klassens børn vil gerne deltage i kirken og de må kun deltage i følge med en forældre. Så derfor skal jeg til bisættelse. Jeg kender/kendte faren ikke særlig godt men har dog siddet til møde med ham og hilst - på nik - på ham af og til.

Jeg tror godt at jeg kan. Men det er med bævrende hjerte. Min tude-tærskel er i disse tider ikke så høj, og jeg vander høns uanset næsten hvad jeg ser og hører. Jeg har jo været så tæt på alt det usikre/kritisk sygdom og møder næsten dagligt mennesker, der skal dø af kræft. Så jeg er nem at røre.

Men jeg har besluttet, at det er ok at være ked af det og vise det. For jeg synes, at det er så synd for de efterladte. Hans kone og de 2 børn. Hvad skal de nu gøre? Hvordan kommer de videre med deres liv? Jeg og andre bliver nødt til at vise, at vi forstår, at det er svært og at vi har forståelse for deres sorg.

Det er så uendeligt trist. Derfor skal jeg til bisættelse

Derudover har jeg rygende travlt. Med at arrangere WiB Aarhus arrangementer og skrive invitationer.
Med at passe min søn, der for 1½ uge siden havde et grimt styrt på cykel - men som 'heldigvis' ikke har brækket skulder/kraveben. Selvom man er 11 år, så kan man godt være ked af at have ondt - og det har han sørme haft. I dag er han 'frikendt' efter ultralydscanning og MR scanning i går. Der er KUN en hævelse i knoglemargen, et næsten ødelagt ledbånd og beskadiget knoglehinde. Alt sammen noget, der gør mere ondt end et brækket kraveben :-(



Han kommer hurtigt op på hesten igen. Bare visheden om, at det ikke var alvorligt gør, at han gerne vil lave øvelser. Jeg har lært lidt zoneterapi på lilletå'en, som kan lindre smerte, så det er vi også igang med.


Hov - og nu er det jo snart efterårsferie. Hold da op hvor jeg glæder mig!