Follow my blog with Bloglovin

SMIL-liste og ØV-liste

Jeg har jo alt og alligevel føler jeg mig lidt gnaven..

Det er altså underligt - for ALT ER GODT! Så nu humper jeg rundt og prøver at hitte ud af, hvorfor jeg har den gnavne fornemmelse indeni..

På SMIL-listen er fx

• En særdeles veloverstået konfirmation (og Blå Mandag, som jeg var med til at arrangere for de skønne konfirmander) med en GLAD konfirmand, som var så smuk og fin
• Dejlige dage med min mor og Jens
• Solskin og varme (og en særdeles rød næse)
• Nabomiddag
• Besøg af en skøn veninde, som jeg er så glad for
• Mit strikketøj og en god bog, som jeg endelig kan koncentrere mig om at læse
• Min skønne veninde henter mig i aften og kører mig hjem igen, så jeg kan komme til torsdagspige-komsammen på Casablanca
• Bededagsferie med familien - også dem fra Israel 
• Er inviteret til sommerbryllup hos min smukke fætter
• Skal snart til opfølgning hos kostvejleder Anette, til fys hos Marianne Kastberg, musik-healing hos Lisbeth og hypnoseterapi hos Linda Hauge (hvis jeg kan finde en chauffør)

På ØV-listen er

• Byggegrunden ved siden af (her bygger en ny nabo et 'højhus' i vores skønne kvarter og min have er nu ikke helt så ugenert som den var - øv)
• Ukrudt, som jeg ikke kan få has på pga. min brækkede ankel
• Jeg glemte en aftale i går og er så flov så flov
• Min søn tøver med at sige fra, når legen bliver for vild - og kommer nærmest til skade
• Alle skabe i huset trænger til at blive gjort rene og indholdet sorteret
• Jeg skal igang med at finde mit fremtidige arbejdsliv
• Hus-salget står bomstille 

Når jeg sidder her og skriver mine lister, så kan jeg jo godt se, at det vist ikke er så slemt endda.

• Jeg ringer til ham, som jeg brændte af, siger undskyld og tage de skældud, som det giver
• Ukrudtet er måske meget pænt at kigge på og skabene - tja - de løber jo ingen steder
• Min søn skal lære at leve livet, så det finder vi/han nok stille og roligt ud af (bare han ikke bliver så rasende, at han slår alt for hårdt)
• Huset på nabogrunden vil nok over tid blive en 'del af landskabet' og så 'ser' jeg det ikke mere helt så tydeligt (det håber jeg virkelig - for det er stort og nærmest voldsomt)
• Jeg er sikker på, at jeg får mit fremtidige arbejdsliv på SMIL-listen. Jeg er bare så f.. nervøs for, om jeg kan hitte ud af det, for jeg har været længe væk
• Vi kan egentlig godt lide at være her, så hvis vi ikke får solgt vores hus, så går det også nok
• Og så er der flere punkter på SMIL-listen end på ØV-listen - fedt

Nu vil jeg sætte mig ud i solskinnet og nyde en god kop te. Der vil jeg lytte til fugle sang, mens jeg ignorerer mørtel-maskines snurren. Så vil jeg strikke lidt, tænke på konfirmationen og glæde mig til i aften, hvor jeg skal være sammen med de seje torsdagspiger alt imens jeg tænker på min SMIL-liste. Mon så ikke det gnaveri går over? Det tror jeg..

Tak fordi du lyttede med.


Se min smukke datter

tik tak tik tak - tiden går

Som tiden dog går! Jeg har både haft fødselsdag, holdt ferie, lavet alt muligt og absolut ingenting, startet med at løbe (igen) osv. siden mit sidste indlæg. Alt sammen mens jeg har forberedt min datters konfirmation, som skal holdes på søndag.

Det er stort - det bliver stort! Barnet (den lille voksne) GLÆDER sig helt vildt - og vi andre er også ved at komme godt og grundigt i fest-humør. Alt er klart - vi mangler ganske få detaljer og dem ordner vi 'i morgen'.

Jeg har lært rigtigt meget af den sidste tid. Ja - faktisk af de sidste år. Bl.a. ALDRIG at udsætte noget, som kan gøres eller siges i dag.

Derfor sætter jeg 'i morgen' i citationstegn. Jeg udsætter normalt ikke noget, hvis jeg kan undgå det. Jeg ved jo, hvor hårfin grænsen mellem nu og fremtid er. Måske kan vi ikke ordne det 'i morgen', så derfor arbejder jeg meget med at være og gøre NU.

Vi (min mand og jeg) knoklede igennem i weekenden med diverse til konfirmationen. Søndag aften blev vi færdige! Vi havde planlagt en kæreste-tur torsdag/fredag i denne uge og derfor ville vi have alt klart til festen på søndag inden turen til København.

Desværre snublede jeg over ingenting i mandags mens jeg kiggede op efter en fugl, der sang så smukt - og brækkede min ankel. Så nu kommer vi ikke afsted, men vi er klar alligevel til festen - fordi jeg ikke har udsat noget.

Det er en fed fornemmelse - trods alt.

Normalt (læs: for 3 år siden) ville jeg tøve, når jeg læser om nogen i avisen eller på nettet og i den forbindelse tænker, at 'det vil jeg godt snakke med vedkommende om'. Normalt ville jeg tænke, at hende kan jeg ringe til 'i morgen' eller en anden dag.

Det er jeg holdt op med - jeg ringer med det samme eller sender en mail og spørger om jeg må ringe.

Jeg er også holdt op med at læse det, jeg skriver igen og igen inden jeg sender det. Afsted ryger det. Afsted, siger jeg til mig selv i mit hoved. Det er nu!

Det eneste tidspunkt, hvor jeg 'holder på mig selv' er, når jeg bliver sur og gal. Så tænker jeg mig om og venter lidt. Ellers er det altså slut med at vente..

Tik tak tik tak - tiden går..